Matr. nr 1k og 1r

Elev by og sogn.





Deklaration.


Underskrevne Byggeselskabet af 27/10 1961 A/S, Skanderborgvej 11, 8000 Århus C, som ejer af ejendommen matr. nr. 1k og 1r Elev by og sogn, bestemmer bindende for os og fremtidige ejere, derunder ejere af udstykkede parceller fra arealet følgende:


§1

Arealets anvendelse.

I henhold til det deklarationen vedhæftede deklarationsrids, udarbejdet af landinspektørerne Svend Nielsen, E.K.Kold og Plougmann Andersen af 26. maj 1970 udlægges arealerne syd for den som A betegnede øst-vestgående 12½ m brede vej til parcelhusbebyggelse, bortset fra de på planen udlagte grønne områder, således ét stort område i arealets syd-østlige del samt 9 mindre områder for enden af de blinde boligveje.

For såvidt angår arealet nord for vej A, betegnet som område I gælder deklarationens nedenstående bestemmelser ikke, idet der endnu ikke er truffet afgørelse om arealets anvendelse - jfr. dog bestemmelsen i §11.

Område II udstykkes som vist på medfølgende deklarationsrids af 26. maj 1970, med de over arealet udlagte veje samt grønne områder.


§2

På hver af de i område II udstykkede parceller må kun opføres een beboelsesbygning i villastil og kun indrettet og anvendt til bolig for een familie.

Bygningerne må højst være i een etage.

Ingen beboelsesbygning må være under 100m2 bebygget areal, og facader skal overvejende være tegl. Taghældning må ikke overstige 30o.

Tagbeklædning må aldrig udføres i bølgeeternit, bortset fra B7 plader.

På de 15 langs matr. nr. 1k´s vestskel udstykkede parceller må der dog opføres villaer med højere rejsning og udnyttet tagetage og da med bebygget areal ikke under 85m2.

På alle parcellerne må der udover beboelsesbygning opføres garage eller carport til højst 2 automobiler, eventuelt med tilsluttet bygning til udhusareal.

§3

Ingen bygning på område II eller parceller herfra må indrettes eller benyttes til butikshandel, udsalg, kiosk, fabrik, værksted, lager, stald eller lignende, restaurations- eller forlystelseslokaler, opslags- eller losseplads eller til nogen art af virksomhed, der ved støv, røg, lugt, støj, rystelser eller på nogen anden måde er til gene for de omboende.

Der må ikke på arealet oprettes eller drives børnehjem, nerveklinik eller pensionatvirksomhed.

Det skal være tilladt at drive sådan virksomhed, som almindeligvis udføres i beboelseslejligheder eller beboelseshuse, uden at ejendommens karakter af beboelsesejendom forandres eller kvarterets præg af boligkvarter brydes.


§4

Skiltning.

Facadebelysning, reklamebelysning samt flagning og skiltning i erhvervsmæssig øjemed må ikke finde sted. Herfra undtages dog navneskilte med en størrelse på ikke over 0,1m2, der må opsættes i ét eksemplar.

Skilte må ikke udføres i neonrør eller fluorescerende materiale.


§5

Beplantning.

Beplantning af fællesarealerne skal ske i overensstemmelse med grundejerforeningens bestyrelses bestemmelser, idet de grønne områder dog første gang tilplantes af de oprindelige grundsælgere, og derefter overdrages grundejerforeningen til vedligeholdelse og eventuel senere beplantning.


§6

Beplantning og hegn på parcellerne.

Der må kun anvendes levende hegn af liguster til skelafmærkning, og intet hegn må overstige 1,6m.

Udover enkeltstående træer må ingen vækster være over 3m høje.

På parcellerne må der ikke plantes grådige eller stærkt skyggende træer, såsom poppel, hestekastanie, elm eller ahorn.


§7

Veje, kloakker og forsyningsledninger.

Samtlige vejarealer og fælles grønne områder noteres i matriklen som ét matrikelnummer, og når udstykningen er gennemført, tilskøder Byggeselskabet af 27/10 1961 A/S til den oprettede grundejerforening disse veje, stier og fællesarealer.

Overdragelsen sker på byggeselskabets foranledning og bekostning, og der betales ikke særskilt købesum for overdragelsen af arealerne.

De private fællesveje over arealet udlægges, som det fremgår af landinspektørens deklarationsrids, i 12½ og 10 meters bredde med de til vejene hørende vendepladser, hjørneafskæringer m.v.

Ved de i forbindelse med udstykningen af matr. nr. 1k og 1r udlagte veje skal respekteres byggelinie på 5 m fra vejskel. Langs offentlig bivej nr. 6 er byggelinie dog 10 meter fra vejmidte.

På alle de ved udstykningen fremkomne vejhjørner pålægges oversigtsareal, således som vist på vedlagte rids.

På de med oversigt belagte arealer må der - hverken varigt eller midlertidigt - anbringes genstande eller forefindes bevoksning, der rager mere end een meter over en flade, bestemt af de tilstødende kørebanemidter.

Hegn mod vejskel plantes 30 cm fra vejskel.

Samtlige parcelejere har færdselsret ad de anlagte veje og stier.

Vejene må iøvrigt aldrig spærres for almindelig færdsel.

Når vejene er anlagte, skal de vedligeholdes af parcelejerne i fællesskab på en sådan måde, at vedtægternes bestemmelser herom er overholdte.

Udgifterne ved vejenes vedligeholdelse og eventuel udbedring afholdes af samtlige grundejere med lige store anparter - jfr. dog §11 for såvidt angår område I.

Såfremt udstykningen sker inden vejanlæggenes udførelse, skal den enkelte parcelejer tåle de ved vejanlæggene fremkomne skråningsarealer, uden at der kan kræves erstatning herfor.


§8

I vejene nedlægges kloakledninger til regn- og spildevand, ledninger til vandforsyning samt elektricitets- og telefonkabler.

Enhver grundejer er pligtig at tåle, at samtlige ledninger nedlægges i vejene med stikledninger til hver enkelt parcel.

Rensning og vedligeholdelse af stikledninger fra de enkelte huse til hovedkloak og andre ledninger, påhviler den enkelte grundejer.

Hovedkloakledningen overtages af Aarhus Kommune som offentlig - jfr. Landvæsenskommisionskendelse af 18/8 1969.

Kommunen har tilsynsret med arbejdets udførelse.

Samtidig overtages ren- og vedligeholdelse af hovedledningen af det offentlige.

Byggeselskabet af 27/10 1961 A/S har bekostet arealet forsynet med en hovedspildevandsledning langs den offentlige bivej over parcellerne 32, 33, 35 til 43 og 122, således som indtegnet på deklarationsrids.

I henhold til den af det projekterende firma udarbejdede kloakplan vil det herudover være nødvendigt at nedlægge kloakledninger over parcellerne 3, 7, 42 og 43.

Grundejere, der berøres af kloakanlæg, er pligtige til at tåle udførelse og den herfor fornødne færdsel, transport m. v. i henhold til Landvæsenskommisionskendelse af 18/8 1969.

Enhver grundejer skal tåle eventuel opgravning, rensning og udbedring af andre forsynings- og afløbsledninger.


§9

Grundejerforeningen påtager sig alle andre modningsarbejder for arealet, således anlæg af veje og stier, vandledning, el-ledning og gadebelysning, alt således, at arbejderne udføres i overensstemmelse med de af rådgivende ingeniørfirma NIKOPLAN udarbejdede projekter og iøvrigt i overensstemmelse med Landvæsenskommissionskendelse af 18/8 1969.

Kabler for el-forsyning, gadebelysning og telefon skal nedlægges i jordkabler.


§10

Hver køber af de fra matr. nr. 1k og 1r Elev by og sogn udstykkede parceller skal være pligtig til at stifte og være medlemmer af en grundejerforening.

Grundejerforeningen skal stiftes, så snart der er solgt 20 parceller.

Grundejerforeningen er ansvarlig for alle de foran anførte fællesanlægs udførelse og for eventuelle senere fællesanlægs udførelse.

Fremtidig vedligeholdelse påhviler grundejerforeningen, der afkræver de enkelte lodsejere bidrag hertil.


§11

Specielt for område I gælder, at dette område skal deltage på lige fod med parcellerne fra område II i arealets byggemodning.

Hver parcel i område II deltager i anlægsudgifter og senere vedligeholdelsesudgifter med 1 anpart pr. parcel, medens område I bidrager med 7 anparter.








§12

I tilfælde af, at det fra oprindelige grundsælgeres side skønnes rimeligt og forsvarligt, at nogle af de på deklarationsridset viste parceller ændres til rækkehusparceller, skal det være de oprindelige sælgere ved deres repræsentanter, forretningsfører Børge Petersen og fuldmægtig Walter Pedersen, tilladt med kommunalbestyrelsens samtykke at dispensere vedrørende dette punkt fra deklarationens foranstående bestemmelser dog således, at de pågældende ændrede parcelstørrelser aldrig medfører en reduktion i den samlede anpartsfordeling for anlægs- og vedligeholdelsesudgifter m.v.

Deklarationen vil være at supplere med ændringer herom ved dispensationens meddelelser.


§13

Til sikring af udgifterne ved de fælles forpligtelser vil nærværende deklaration være at tinglyse på hver af de 120 parceller i område II af matr. nr. 1k og 1r Elev by og sogn forud for al gæld for kr. 400,00 og på område I for kr. 2.800,00 (7 anparter).

Ved eventuel senere opdeling af område I i flere parceller fordeles forpligtelserne forholdsmæssigt.

De ejendommen nu påhvilende byrder og hæftelser respekteres, hvorved henvises til ejendommens blad i tingbogen.

Påtaleberettiget efter nærværende deklaration er Aarhus Kommunalbestyrelse, grundejerforeningens bestyrelse samt ejerne af område I og herfra udstykkede parceller, sidstnævnte i det omfang bestemmelsen vedrører område I.



Aarhus d. 17 juni 1970



Børge PetersenWalter Pedersen



Til vitterlighed om underskrifternes ægthed, dateringens rigtighed samt om underskrivernes myndighed:





Knud Nielsen

advokat, Aarhus C.



Foranstående bestemmelser tiltrædes.

Lystrup, den 1. juli 1970

Aarhus kommune

Magistratens 2. afdeling

e. b.


A. Watson Kofoed

Kommuneingeniør


Indført i dagbogen for Aarhus by- og herredsret


2. juli 1970


Bærentzen



Knud Nielsen

advokat


Idet oplyses, at endnu ingen del af ejendommen matr. nr. 1k og 1r Elev by og sogn og derfra udstykkede parceller er solgt, og der således ikke endnu er stiftet nogen grundejerforening, ændrer ejerne af ejendommen, Byggeselskabet af 27/10 1961 A/S, foranstående deklaration således:


Deklarationens §9.:

Alle byggemodningsarbejder for arealet, således anlæg af veje, stier, vandledning, el ledning og gadebelysning udføres i overensstemmelse med de af rådgivende ingeniørfirma NIKOPLAN udarbejdede projekter og iøvrigt i overensstemmelse med landvæsenskommissionskendelse af 18/8 1969.

Kabler for el-forsyning, gadebelysning og telefon skal nedlægges i jordkabler.

Deklarationens § 10.:

Stk. 3 udgår.

Aarhus, den 11. maj 1971


Børge PetersenWalter Pedersen


Til vitterlighed om underskrifternes ægthed, dateringens rigtighed samt om underskrivernes myndighed:


Knud Nielsen

advokat, Aarhus

Som påtaleberettiget ifølge deklarationens § 13



Aarhus byråd, den 25. juni 1971


ulæseligt navnP. b. v.

Olaf P. Christensen

   /

Gunnar Stall


Under henvisning til lov nr. 200 af 15. maj 1970

Byggelov for købstæderne og landet § 4  2.stk. meddeles herved tilladelse til tinglysning af foranstående deklaration.


Magistratens 2. afdeling,  den


Olaf P. Christensen

Paul Pedersen


Underskrevne forretningsfører Børge Petersen, Skanderborgvej 11, Aarhus C, fuldmægtig Walter Pedersen, Kongsvangsalle 2, Aarhus C og ingeniør E. Spliid Pedersen, Elverdalsvej 88, Højbjerg, der nu er ejere af foranstående ejendomme tiltræder foranstående ændring i deklarationen til tinglysning på ejendommen, bortset fra parcellerne nr. 33 og 35, der fortsat ejes af aktieselskabet.


Aarhus, den 5/7 1971.


E. Spliid Pedersen

Børge Petersen

Walter Pedersen


Til vitterlighed om underskrifternes ægthed, dateringens rigtighed samt om underskrivernes myndighed:


Ole Holmgaard  Kristensen


Indført i dagbogen for

Aarhus by- og herredsret, den 15. juli 1971


Lyst

Karen Moustesgaard



         ---*************************************---

Dette er en afskrift af deklarationerne.

Elev d. 22. marts 1994.

J. C. Damsgaard.



Grundlagt i 1973-74. Beliggende i Elev på den gamle del af Stokbrovej, der i mange år var den største udstykning i byen.


Grundejerforeningen

Elev Bakker



45 år gammelt villakvarter, med grønne områder, legepladser, rolige veje, ordnede forhold, super daginstitution og fantastisk skole med SFO, lige rundt om hjørnet...